Skovbakkens historie
Restauranten er fra slutningen af 1800 tallet og har haft tradition for at afholde diverse slags fester, musik og jazzaftener igennem årerne.
Restauranten blev ombygget som en efterligning af det gamle Vivex i København, som dengang var kendt som en gammel festform fra den tidligste del af det sidste århundrede.
Det var store fester med musikanter, og hvor damerne fik sat håret specielt til aftenen.
Restauranten og et stort stykke grund ned til Odense Å var dengang ejet af Christian Jensen. Han havde i en årrække opdrættet fasaner, høns og duer i sin baghave. Interessen for hans dyr var meget stor, og han besluttede sig for at prøve at åbne en dyrehave, som det dengang blev kaldt. De første dyr i haven var to aber, en påfugl, et dådyr, et muldyr, et antal skader samt nogle marsvin. Den første dag havde Odense Dyrehave et imponerende besøgstal på ikke mindre end 5620 gæster. Han åbnede sin Dyrhave første gang Store Bededag 1930.
Forretningen gik strygende og Christian Jensen kunne i 1946 købe et engområde på den anden side af Odense Å. Området blev indrettet til et tivoli og et cirkus, der hurtigt blev meget populært. I 1948 var Fyns Tivoli blevet så stor en succes, at det lille børnecirkus blev flyttet over til zoologisk have. Her blev zoos børnecirkus en attraktion, der tiltrak børn og forældre langvejs fra.
I 1950 døde Christian Jensen. Hans kone Kristine Jensen og datteren Birthe Jensen videreførte institutionen og restauranten indtil 1962, hvor Fyns Tivoli blev solgt fra, da det var blevet en meget omfattende forretning.
I 1980 overdrog Kristine Jensen Odense Zoo til Odense by som selvejende institution, dog fortsatte Birthe Jensen som direktør indtil 1986. Birthe Jensen ejer stadig Restaurant Skovbakken som hun har forpagtet ud til Lars og Birgit Knudsen.